top of page

Ubekymret


Båden var sejlet i læ i en vig med turkisblåt vand, da jeg gik ud af døren, solen lunede min trætte krop, der var i en ukendt dyb ro. Der var forår i luften. Det var ok at det gamle landkort jeg plejede at navigere efter ikke kan bruges mere, at jeg ikke ved hvem jeg er, at jeg ikke kender retningen. "Hvis jeg kunne se min indre essens, ville jeg ikke være bange." Lyset der vil komme til at skinne igennem. "Du har meget lys", sagde du, ellers kunne du ikke ha … Jeg kan ikke huske ordene, men følelsen det gir mig. Jeg kan lukke munden på alle de væsner der har fået mig til at se mig selv som en ekstremt selvoptaget kæmpe egoist det gik t psykolog for at få opmærksomhed. Jeg tænker på ulykken, lyset fra englene der sænkede sig over scenariet. At jeg sagde til den ene døde: "du skal søge mod lyset" og mærkede at hun gik med mig hjem. Jeg tænker det på en måde er en lille del af Guds-lyset, universets lys som vi kan få til at skinne igennem, - det som vi inderst inde ER. Kærlighed. Alt det der hindrer lyset er afskygninger af frygten. Pengene jeg kommer til at skylde dig "hvorfor går du op i det ?", sagde du - af frygt - for at komme t at skylde for meget, frygt for dit og frygt for dat. Nu har jeg sluppet det. Jeg føler mig priviligeret fordi jeg kan få hjælp til at fjerne frygten og skyggerne så lyset kan skinne igennem. Regningen forholder jeg mig til når regningen kommer, uanset vil den være for lille i forhold til min gevinst. På en måde har jeg altid forsøgt at være en lys-bringer, ikke fordi jeg har tænkt jeg skulle, det har jeg ikke haft forstand til, men fordi at det er det jeg ER. Det er det eneste virkeligt meningsfulde. Jeg tog videre ned på sygehuset til ældste-pigen Pernille der fødte sin lille fine dreng v dramatisk akut kejsersnit i lørdags. Hendes og Philips smukke forvandlede ansigter der antyder at de sammen har klaret, og har noget som er deres dyrebareste fælles. Philip og jeg tog ud t gården og hentede en hest hjem. For første gang mærkede jeg hans ro, som er go for mig, måske fordi jeg havde fundet en ro i mig selv så jeg kunne mærke hans... Jeg kom hjem til mig selv, og sov som en bjørn i vinterhi i nat til det var blevet lyst udenfor. Ligenu er vi sejlet ud af stormen. Jeg rydder lidt op i båden og samler kræfter, - måske svømmer jeg i land og leder efter nogen små grønne bitre planter mellem klipperne,- leverstyrkende, som jeg kan tilbyde lodsen hvis pastillerne i skjortelommen skulle blive våde næste gang bølgerne skyller ind over rælingen... .....ubekymret.


IMG_4148.jpg

bottom of page