top of page

CasaLuna - solen brager...


Vi "rokkede" op til den lille kirke (eremita) der ligger i ensomhed på vej op til nabolandsbyen Canalejas - eller jeg 'gik' og vovsen rokkede - her til morgen. Ved den lille Eremita gror mands/ks-høj rosmarin... bierne summede i de lilla blomster. Tænk alt det vi kan på tværs af kloden og alligevel står jeg her i (endda vild) rosmarin til halsen og ser for mig Nettos småkviste på 10 cm til 15 kr.

Tømreren har (udenfor al forventning) lavet CasaLunas vindue til 1.sal i vinter. Godt jeg ikke nåede at knalde et stykke af den meter tykke mur ned til et større hul. Det var så ikke meningen - og mon ikke også det er fint at bevare originalstørrelsen i den sædvanlige respekt for det oprindelige?

En eller anden dag, uvist hvornår og hvilken, kommer tømreren og tager mål til et køkkenvindue.

Nu rykker vi - huset og jeg - med noget der også vil kunne ses udefra.

Stuen er tømt så meget som den skal tømmes. I nat tænkte jeg på at jeg skulle ha' et lift til byen for at købe et sold til at kaste det gamle byggejord igennem for at si stenene fra... Da jeg ville flytte de sidste ting - besluttede jeg at kassere de game rustne jern-sengebunde der lå kastet ud i patioen (sammen med andet affald) da vi købte CasaLuna for 16 somre siden. Vi har sovet på dem oppe på marken ovenfor huset når det om sommeren blev for varmt at sove i patioen... Jeg husker hvordan vi vågnene til bjældeklang om morgenen når hyrden kom med fårene hen over marken nedenfor bjerget hvor vi lå... Måske har jeg et billede fra dengang... Ihvertfald har vi gemt og gemt de gamle tunge sengebunde i fald der skulle komme uventede overnattende gæster på besøg... og indtil jeg fandt min liggestol sidste sommer stående ved siden af affaldscontaineren - har jeg ligget på dem når jeg solede mig i patioen. Den ældste og mest rustne var gemt ind i en krog under trappen. Da jeg hev den frem, gik det op for mig at jeg stod med det lækreste sold. Straks var jeg igang med at si byggejord til den store væg ovenpå som jeg har tænkt mig at fixe når mureren kommer med stilladset.

"Mandag eller tirsdag" blev til onsdag da jeg mødte ham til morgen...

Men jeg har jo selv skrevet her på bloggen at det ikke gør noget det hele går langsomt... - Ordet fanger!

Solen brager og jeg vil gå hen i min patio og suge af braget ☀️


bottom of page